Thyregoddagene: Borgerforeningen siger TAK, og vandrepokal overrakt.
To ting: Efter Thyregoddagene vil Borgerforeningen gerne sige tak. Og så havde vi et hængeparti med at få overrakt vores vandrepokal til vinderen af Bagedysten.
I kølvandet på nogle dejlige Thyregoddage, vil Borgerforeningen gerne sige tak til alle som har bidraget på den ene eller anden måde. Tak til alle frivillige, tak til vore sponsorer og tak til alle foreninger og forretningsdrivende som har været en del af det hele.
Også en stor tak til Vores LokalAvis for flot omtale og af alle vores arrangementer både før og efter dagene.
En særlig tak til Center Thyregod for godt samarbejde og brug at deres område og faciliteter.
Og så til kagekonkurrencen. Desværre gik der kage i den og det er ikke engang løgn! Vinderne af bagedysten var programsat til at blive udråbt umiddelbart efter at gadefodbold sluttede. Men gadefodbold trak ud og i forvirringen blev salg af kaffe og kage påbegyndt inden vinderne var udråbt, med det resultat at størstedelen af kagerne var spist. Dommerne havde heldigvis fået smagt på kagerne og en vinder fundet, men vi fik ikke overrakt vinderen af kagekonkurrencen vores vandrepokal.
Det er der nu rådet bod på. Mathilde Korsholm som vandt førstepræmien har haft besøg af Borgerforeningens formand Jens Erik Svane, så vandrepokalen kunne havne det rigtige sted. Stort tillykke til Mathilde.
Med venlig hilsen
Thyregod-Vester Borgerforeningen