Om Vesterlund
Sognehuset
Sognehuset startede sine dage som missionshus. Det blev bygget i ca. 1930 for lokalt indsamlede midler, og derpå overdraget til Indre Mission Danmark, som ejede huset indtil november 2011, hvor Menighedsrådet i Vester Sogn købte huset. Nu fungerer det som landsbyens mødested med masser af aktiviteter - fællesspisninger, formiddagscafé, generalforsamlinger, foredrag, fastelavn og meget mere. Sognehuset kan lejes ved henvendelse til Thyregod-Vester Menighedsråd.
Odderbækkens stier
I Vesterlunds naturskønne omgivelser er der en række stier anlagt af Odderbækkens Vandløbslaug.
Odderbækkens Vandløbslaug er en forening af lokale lodsejere plus støttemedlemmer. Foreningen har det formål at sikre en god vandføringsevne i Odderbæk med tilløb og skabe forudsætninger for et rigt og varieret fiske- dyre- og planteliv i og omkring Odderbæk samt at formidle viden herom.
Sommerhusområdet
Sommerhusområdet blev etableret i 1981 og udbygget i 2005 til i alt ca. 100 sommerhusgrunde midt i det naturskønne Vester Sogn nær Vandskellet på Den Jyske Højderyg og Gudenåens og Skjern Å’s udspring.
Det fintmaskede stisystem inviterer til gåture i det naturrige område.
Vesterlund Bageri
Det nu nedlagte bageri ligger i udkanten af byen, på vej mod Thyregod. De store bygninger vidner om den tid hvor en duft af kager og kammerjunker prægede byen. I mange år drev bagermeste Henry Sørensen Vesterlund Bageri som et almindeligt håndværksbageri, men i 1959 omdøbte han det til Vestelund makron og marengsfabrik, og flyttede fra de ydmyge omgivelser oppe midt i byen til nye og større omgivelser. Fabrikken blev udvidet flere omgange og skiftede ejere inden det i 2008 lukkede produktionen. Navnet og inventaret var da blevet overtaget af Dancake i Give. Bygningerne står i dag tomme og venter på nye eventyr.
R.A.F. Mindestenene
Ved siden af bageriet står der et skilt hvor der står "R.A.F. MINDESTENENE." Følger man skiltet komme man helt om på den gamle jernbane. Sporene er forlængst væk, men længst inde finder man mindestenene, som er rejst af Vesterlund Ungdomsskole, over de 7 briter der mistede livet, da deres Lancaster blev skudt ned den 22. maj 1944. Både i 2011 og 2012 blev mindesten overfløjet af den sidste Landcaster, der kunne gå i luften.